For tretten år siden var jeg en helt ny sygeplejerske på skadestuen, stadig iført mit træningstøj som et kostume, jeg ikke helt havde fortjent endnu. Mine hænder rystede nogle gange, når jeg underskrev journaler. Jeg dobbelttjekkede alt. Jeg var rædselsslagen for at lave en fejl, der ikke kunne fortrydes.
Den nat kom opkaldet lige før midnat. Ulykke med flere køretøjer. To voksne, et barn.
Da bårene brasede gennem dørene, fyldtes rummet med det velkendte kaos – stemmer der overlappede hinanden, monitorer der bippede, sko der knirkede på fliserne. Jeg husker, at jeg mødte barnet næsten med det samme. Hun var tre. Lille. Svøbt i en lyserødstribet skjorte, der var for tynd til, hvor kold hun måtte have været.
Hendes forældre klarede det ikke. Vi arbejdede alligevel. Det gør vi altid. Men da lægen endelig rystede på hovedet, blev rummet stille på en måde, der føltes tungere end lyd.
Og der var hun. Avery. Stående alene, med store øjne, og så fremmede bevæge sig omkring hende, som om hun var usynlig.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
