Da jeg knælede ned og rakte mine arme ud, tøvede hun ikke. Hun løb ind i mig og klamrede sig til mig, som om jeg var den sidste solide ting tilbage i verden.
Hun ville ikke give slip.
Så jeg blev.
Jeg bragte hende æblejuice i et papkrus og lod hende spilde det ud over mit tøj. Jeg fandt en slidt børnebog fra venteværelset og læste den højt. Igen. Og igen. Tredje gang bankede hun på mit navneskilt og studerede mit navn, som om det betød noget.
“Du er den gode,” sagde hun, fuldstændig alvorlig.
Jeg var lige ved at knække lige der.
Senere trak en sagsbehandler mig til side. “Ingen nærmeste pårørende,” sagde hun blidt. “Midlertidig anbringelse. Vi finder noget i morgen.”
Jeg hørte mig selv tale, før jeg havde tid til at tænke. “Kan jeg tage hende i aften? Bare indtil du finder ud af det.”
Hun kiggede mig op og ned. “Du er ung. Du arbejder i vagter. Du er single.”
“Jeg ved det,” sagde jeg. “Men jeg kan ikke lade hende blive revet med af fremmede.”
Én nat blev til en uge.
En uge blev til måneder med hjemmebesøg, forældrekurser klemt inde mellem vagter, og jeg googlede ting som, hvordan man fletter hår klokken to om natten. Jeg lærte at pakke madpakker. Hvordan man dulmer mareridt. Hvordan man fungerer på endnu mindre søvn, end sygeplejeskolen nogensinde krævede.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
