Du taler ikke i starten, fordi ord føles farlige, som om de kunne fremmane det liv, du flygter fra.
Du sidder stift på Tomás' hest, tæppet viklet om dine skuldre, dine hænder griber fat i stoffet så stramt, at dine knoer gør ondt.
Bag dig rider Tomás roligt og tavst, en mur af varme og tilbageholdenhed, der styrer tøjlerne, mens ørkenen køler af, og himlen bliver blåmærket lilla.
Hver kilometer væk fra broen føles det, som om du låner tid fra noget, der stadig vil have dig død.
Da du endelig når hans hytte, er den mindre end du forventede, bygget af slidte brædder og stædighed.
Der er en indhegning, der hælder lidt, et vandtrug halvt fyldt, en lanterne hænger ved døren som et enkelt roligt øje.
Tomás hjælper dig ned uden at røre mere end din albue, træder derefter tilbage og giver dig plads til at trække vejret.
Han åbner døren og gestikulerer dig ind, som om du er en gæst, ikke en byrde.
Indeni lugter der af røg, tørrede urter og gammelt læder.
Du bemærker straks pænheden, den måde, alting har en plads på, selv i fattigdom.
En seng op ad den ene væg, et bord slidt glat af år, en riffel hængende over døren ikke som pynt, men som advarsel.
Tomás sætter en blikkop foran dig og hælder varmt vand op, og siger så stille: "Drik."
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
