Du vågner til duften af våd jord og gammelt træ, den slags morgen der følger efter en storm som en advarsel.
Din hals er ømme, dine lemmer føles tunge, og din mave vrider sig af den dumpe sultfølelse, du har ladet som om, du ikke har.
Værelset er dunkelt, men du kan se ham stå ved sengen som en statue udskåret af skuffelse.
Carlos går ikke frem og tilbage, råber ikke, kaster ikke med noget.
Han ser bare på dig med den stille, kontrollerede raseri, der får din hud til at føles for stram.
"Rejs dig," siger han.
Du synker hårdt og presser dig oprejst, med den ene hånd instinktivt på din mave.
Bevægelsen afslører dig igen, som om sandheden ikke behøver at blive afsløret igen.
Doña Candelaria er der stadig, sidder i en stol med sit sjal viklet stramt ind, øjnene skarpe og ulæselige.
Hun taler ikke, men hendes tilstedeværelse føles som et skjold, du ikke vidste, du havde brug for.
Carlos' stemme forbliver flad.
"Du skal tilbage til landsbyen," siger han. Ordene rammer dig som et slag, der ikke siger en lyd.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
