Loredana placerede forsigtigt børnene på tæppet og støttede dem med hynderne på sofaen. De græd så højt, men de var i sikkerhed. Så vendte hun sig mod Victor. Hun strøg ham over panden uden at indse, at den simple gestus rystede ham mere end faldet.
— Ne hagyj itt minket… — hviskede hun, som om det var den eneste bøn, hun kendte. — A gyerekeknek nézőmük van rád…
Victor følte, at hans bryst snørede sig sammen. Ikke fra hans brystkasse. Fra hendes ord. "Børnene har brug for dig." Ikke "virksomheden", ikke "pengene", ikke "programmet". Dem.
Loredana tog telefonen op af lommen med rystende hænder og ringede 112. Hendes stemme brød to gange, før hun kunne sige adressen. Så, mens hun ventede på ambulancen, begyndte hun at tale. Ikke til operatøren. Til ham. Med manden, der lå på gulvet, som han troede var fortabt mellem verdenerne.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
