Det var intet andet end en lille bylt, der stod sammenkrøbet op ad væggen i et bageri og søgte varmen, der slap ud gennem ventilationsgitteret. Duften af friskbagt brød stod i en grusom kontrast til dens udseende. Jeg bevægede mig tættere på. Hans hår var sort som en ravnevinge, filtret, og hans ansigt smurt ind i sod. Men hans øjne… Gud, de dybe, sorte øjne gennemborede min sjæl.
"Er du sulten?" spurgte jeg. Min stemme lød mærkelig, uvant med venlighed. Pigen nikkede let og så stadig mistænksomt på mig. "Og dine forældre?" "Jeg har ingen," hviskede hun. Hendes accent var lokal, en ægte Madrid-accent. "Ingen? Bedsteforældre? Tanter og onkler?" "Ingen. Jeg er alene."
Ordet "ensom" genlød på den tomme plads og sprang ind i mig. Jeg var omgivet af medarbejdere, partnere og advokater, men jeg var mere ensom end denne pige. "Mig også," indrømmede jeg og satte mig ved siden af hende på den beskidte jord. "Mit navn er Eduardo." "Valeria."
Jeg købte to skinkesandwich og to juicer i bageriet. Vi spiste dem i stilhed. Da jeg så hende spise, med den hast, med den frygt for, at maden ville forsvinde, knækkede noget indeni mig. Og så tog galskaben overhånd over mig. Eller den ekstreme klarhed hos en person, der ikke har noget at tabe.
"Valeria," sagde jeg og børstede krummer af mit jakkesæt. "Vil du komme med mig?" Hun spændte sig. Gaden lærer hurtigt mistillid. "Hvorhen?" "Til mit hus. Jeg har et stort værelse. Varme. Mad." "Er du vred?" spurgte hun direkte med hånden i lommen, som om hun holdt en kniv eller en sten. "Nej. Jeg er ved at dø, Valeria. Jeg har ikke meget tid tilbage. Og jeg vil ikke være alene." Hun så undersøgende på mig. Børn ser sandheden bedre end voksne. "Hvor længe?" "En uge," løj jeg, eller måske ikke. Måske var det alt, jeg kunne holde ud. "Vil du være min datter i en uge? Jeg giver dig alt, hvad du behøver. Bare ... hold mig med selskab."
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
