Det var ikke et råb, der brød stilheden først, men et suk.
Et langt, tungt, anklagende et. Vi stod i kø ved en lille bankfilial – den slags, hvor næsten alle kender nogen, der kender nogen. Den svage summen af neonlys syntes at slide på folks tålmodighed. Det var fredag, lige før lukketid, og det var på det tidspunkt, at min far besluttede, at han var i gang med "rigtig bankvirksomhed".
Der var omkring femten af os i køen. Bag os stampede en mand i malede bukser spektakulært og udstødte endnu et teatralsk suk. Ved indgangen tjekkede en kvinde i en hospitalskittel sin telefon igen og igen, som om det fik tiden til at gå hurtigere.
Og der stod min far.
Ikke Frank, ikke George, ikke et typisk, gammelt navn. Hans navn var Harold Mercer. Han var tæt på de halvfems, og han var stædig – ikke den trodsige, højlydte slags, men den slags, der næsten var et ritual. Som om stædighed var den sidste muskel, han stadig stolede ubetinget på.
Lille skuffe, der skynder sig at lukke
Lang kø, anspændt ventetid
En gammel mand, der ikke kunne forhastes
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
