Ved min mands begravelse mødte jeg mine gamle venner, "pigerne".
Vi havde engang været uadskillelige, men nu, i vores ældre år, så vi på hinanden næsten som fremmede.
Vores genforening, fyldt med fortrydelse og smerten ved spildt tid, førte til en spontan beslutning, der ændrede alt.
Begravelsen var stille, med kun få sørgende, der mumlede kondolencer.
Med min mands hat tæt på hinanden følte jeg mig fortabt i et hav af minder og uopfyldte planer, som vores udskudte tur til havet.
"Er det Nora?"
Jeg genkendte hende knap nok, hun knugede sin taske, som om den var en redningsbælte.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
