Del 10
Fem år senere huskede Morin knap nok den præcise vægt af jokekruset i sine hænder.
Hun huskede selvfølgelig ordene. Nogle sætninger brænder sig fast i én. Men følelsen af den jul – hvor stramt hendes bryst havde været, hvor lille hun havde følt sig i et rum fyldt med mennesker, der gjorde krav på hende – var falmet til noget mere fjernt, som et ar, man kun bemærker, når vejret skifter.
Livet havde fyldt tomrummet ud.
Morin var seksogtredive nu. Hendes hår havde et par sølvhårstrå, der fangede lyset, når hun trak det tilbage. Hun havde skiftet job to gange, ikke af desperation, men af eget valg, og var trådt ind i en rolle, der betalte godt og ikke krævede, at hun levede i konstant krisetilstand. Hendes rækkehus var blevet et rigtigt hjem: planter, der overlevede, kunst på væggene, der gjorde hende glad, en hund, der fulgte hende rundt, som om hun var universets centrum.
Hunden var en sort bikkje, hun havde adopteret fra et internat, efter at Jessa havde udfordret hende til at holde op med at overtænke og bare vælge den, der så på hende, som om den havde brug for hende.
Morin havde kaldt ham Peak.
Ikke som en fornærmelse.
Som en privat joke, der nu tilhørte hende.
Første gang nogen spurgte: “Hvorfor Peak?”, havde Morin smilet og sagt: “Fordi han er en påmindelse om, at folk ikke får lov til at definere min historie.”
Peak havde dunket med halen, som om han godkendte det.
Morin havde ikke talt med Kay i årevis. Blokeringen holdt. De forsøgte løsninger stoppede, efter at Morins advokat sendte et kort, formelt brev om ophør af forholdet vedrørende chikane og forsøg på økonomisk adgang. Det var ikke dramatisk. Det var ikke hævngerrigt. Det var bare endnu en låst dør.
Hendes forældre var mere komplicerede.
De havde sporadisk forsøgt at vende tilbage til hendes liv gennem de sædvanlige kanaler: skyldfølelse, nostalgi, vage undskyldninger, der aldrig omfattede selve forseelsen. Morin reagerede ikke på det meste af det. Hun havde gjort sine betingelser klare én gang og nægtet at gentage sig selv.
Så, to år efter at Kay dukkede op i rækkehuset, modtog Morin en e-mail fra sin far med en emnelinje, der så anderledes ud.
Bare ordene: Jeg er ked af det.
Ingen poesi. Ingen manipulation. Intet “vi savner jer”. Bare en sætning, der virkede for almindelig til at være en af deres optrædener.
E-mailen var kort.
Morin,
jeg har været i terapi. Jeg ville ikke afsted. Din mor pressede på. Så spurgte min terapeut mig, hvorfor jeg syntes, du skyldte os så meget. Jeg havde ikke et godt svar. Vi svigtede dig. Jeg svigtede dig. Jeg er ked af det med bilen. Jeg er ked af vittighederne. Jeg er ked af, at jeg lod Kay blive centrum og gjorde dig til skyggen. Det fortjente du ikke.
Jeg forventer ikke noget tilbage. Jeg havde bare brug for, at du hørte det.
Far
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
