Sendt væk til plejehjemmet
"Du skal ikke begynde med mig, Maisie, tør du ikke!" Edith Barker skubbede sin skål grød væk med overraskende styrke. "Du vil dumpe mig på et plejehjem, ikke sandt?"
"Så de kan stikke mig med hvad som helst, de har lyst til, og kvæle mig med en pude for at lukke munden på mig?"
"Over mit lig!"
Maisie tog en dyb indånding og var forsigtig med ikke at se på sin bedstemors rystende hænder.
"Bedstemor, det er ikke et plejehjem. Det er et privat plejecenter. Der er en dejlig skov i nærheden, og sygeplejerskerne er der døgnet rundt."
"Du har folk at tale med, et kæmpe fjernsyn. Her er du alene hele dagen, mens far er på arbejde."
"Vi ved alt om deres 'kammeratskab'," sagde Edith hæs, mens hun lænede sig tilbage i sine puder. "De vil stjæle hver en øre fra mig, stjæle lejligheden og efterlade mig i rendestenen. Fortæl Graham, at jeg ikke forlader mit hus, medmindre det er i en kasse. Han kan selv passe på mig. Han er min søn, ikke sandt?"
"Jeg opfostrede ham, jeg sad ved hans seng hver aften, når han havde mæslinger. Nu er det hans tur."
"Fædre har to jobs, bedstemor, bare for at betale for din medicin! Han er treoghalvtreds, hans blodtryk er over det hele. Han har ikke været i biografen i tre år, endsige på ferie."
"Det skal nok gå," sagde Edith skarpt, læberne presset i en tynd streg. "Han er stadig ung. Og du, Maisie, nok frækhed fra dig. Kom nu, tør det rod op. Jeg vil ikke have snavs i mit køkken!"
Maisie trådte ud på gangen og udstødte et højlydt suk. Hvordan skulle hun have talt til hende?
Hendes far snublede hjem klokken syv om aftenen. Han gad ikke engang tage sine sko af, satte sig bare på puffen i gangen og stirrede ud i luften.
"Far? Har du det godt?" Maisie kom hen til ham og tog den tunge indkøbspose fra hans arme.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
