Den aften ringede jeg til Helen. Jeg fortalte hende om huslejestigningen og forsikringen.
“Du kan blive hos os, så længe du har brug for det,” sagde hun straks. “Tom er allerede ved at rydde op på gæsteværelset.”
“Jeg betaler husleje,” sagde jeg. “Jeg går ikke fra den ene afhængighed til den anden. Lad mig selv betale for det.”
Hun var stille i tre sekunder.
“Du lyder præcis som mig, da jeg er 22. Stædig som bare pokker.”
Jeg var lige ved at grine.
Næsten.
Fire dage før min fødselsdag bankede Lorraine på min lejlighedsdør.
Hun smilede. Ikke sit rigtige smil. Det hun gemte til kirkefester og forældremøder, hun ikke havde deltaget i i årevis. Optrædenens smil.
“Paige, skat, far og jeg vil gerne invitere dig ud at spise i anledning af din fødselsdag. Maggies sted, fredag aften. Bare os tre. Vi har noget vigtigt at tale om. Det bliver hyggeligt.”
Jeg kiggede på hendes ansigt. Sødmen lå lagvis oven på hinanden, som glasur på en kage, der aldrig havde hævet ordentligt.
Hun havde planlagt det her. Jeg kunne mærke det.
“Selvfølgelig, mor,” sagde jeg. “Det lyder dejligt.”
Hun klappede mig på armen, en gestus jeg pludselig indså, at hun kun brugte, når hun var ved at bede om noget eller tage noget med sig, og gik derefter tilbage over gården.
I det øjeblik hendes skærmdør lukkede sig, tog jeg min telefon.
“Helen, det sker. Fredag aften. Maggies sted.”
Stilhed i den anden ende. Så Helens stemme, rolig.
“Hvad har I brug for fra os?”
“Kom ind på restauranten, alle tre. Reserver et bord, men sæt jer hver for sig. Kom ikke hen, medmindre jeg giver tegn. Jeg skal først høre, hvad de siger.”
“Vi vil være der,” sagde Helen.
Jeg satte mig på sengekanten, efter vi havde lagt på.
Kuverten var i min taske. Helens brev. Vores familiebillede fra sidste måned. DNA-resultaterne.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
