Karen udstødte en let, klingende latter, der ikke nåede hendes øjne. "Det er præcis derfor, vi skal derhen, Evelyn. Hun burde opleve de finere ting for en gangs skyld. Det er en gave. Vær ikke så beskyttende."
Jeg følte et koldt gys af intuition. "Jeg vil bare ikke have, at hun skal føle sig presset."
"Vrøvl," snerrede Karen, mens stålet kortvarigt viste sig under silken. "Vi er værter. Vi insisterer. Sig til hende, at hun skal have noget ... pænt på."
Jeg lagde på, stilheden i min lejlighed føltes tung. Jeg burde have aflyst det med det samme. Jeg burde have vidst, at når en kvinde som Karen insisterer på at 'forkæle' en, hun har brugt måneder på at undgå, er der altid en skjult skat.
Men da jeg kiggede på forlovelsesringen på min finger, overbeviste jeg mig selv om, at jeg var kynisk. Jeg var ikke klar over, at fredag aften ville den ring føles som en lænke.
Kapitel 2: Bagholdet ved bordet
Min mor var nervøs. Hun brugte tre timer på at ordne sit hår og havde sin fineste blomstrede kjole på - den, hun normalt reserverede til påskedag.
"Ser jeg okay ud, Evie?" spurgte hun og glattede stoffet over sine knæ, da jeg satte hende af ved restauranten.
"Du ser smuk ud, mor," sagde jeg og kyssede hende på kinden. "Husk bare, de inviterede dig. Du er æresgæsten. Bestil hvad du vil, og nyd bare samtalen."
"Jeg skal prøve," hviskede hun med vidtåbne øjne, mens hun kiggede op på de tårnhøje mahognidøre i L'Artiste d'Or.
Jeg så hende komme ind, en lille, værdig skikkelse, der gik ind i en løvehule. Jeg brugte de næste fire timer på at fokusere på mit eget arbejde, men min telefon føltes som en strømførende ledning på mit skrivebord. Jeg tjekkede tiden hvert tiende minut.
Klokken 23:45 gik ledningen endelig i gang.
Opkalds-ID'et viste "Mor", men da jeg svarede, var der ingen hilsen. Bare en hakket, rystende åndedræt.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
