Fra terrassen på den lille café-tabac ved hovedvejen så jeg dem foran kameraet, som om de var skuespillere, der endnu ikke havde indset, at publikum lige havde skiftet side.
Odile stod lige ved porten med den ene hånd på hoften, den anden knugede sin bordeauxrøde taske, som om autoritet kunne gemmes væk mellem en læbestift og et sæt kopierede nøgler. Sébastien kiggede på sin telefon, så på huset, så på sin mor, så på sine tanter. Han svedte allerede igennem den skjorte, jeg havde strøget dagen før, før han indså, at jeg aldrig ville stryge noget for ham igen.
Da jeg bad ham om at sætte mig på højttalertelefon, ændrede støjen udenfor sig.
Mumlen var stoppet.
Ballonerne var holdt op med at knirke.
Selv fætteren med højttaleren havde sænket den ned til sin side.
Den stilhed, der fulgte, var af den slags, der tvinger folk til at rette sig op, fordi de instinktivt fornemmer, at noget beskidt er ved at dukke op fra skyggerne.
Og for første gang den morgen holdt Sébastiens ansigt op med at foregive uforståelse.
Det begyndte at vise frygt.
"Ingen kommer ind i mit hus," sagde jeg med en stemme så rolig, at den overraskede selv mig, "for i dag vil hele din familie høre, hvorfor du og din mor havde så travlt med at komme gennem den port."
Ordene faldt tungt.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
