Kapitel 1: Elfenbenskjolen og vaniljeklædet
Mit navn er Aacia Forester, og jeg er 32 år gammel. Indtil for tre uger siden troede jeg, at mit liv var en perfekt konstrueret, omend ubemærkelsesværdig, bygning – en beskeden struktur, der hvilede på et fundament af mine egne begrænsninger. Jeg troede, at universet nøjagtigt havde målt mit værd som attenårig og fundet mig mangelfuld.
Det viste sig, at universet intet havde at gøre med det. Min arkitekt var en jaloux mor, en rusten landlig postkasse og en plastikskraldespand.
Åbenbaringen fandt ikke sted på en terapeuts kontor eller i et stille øjeblik med introspektion. Den detonerede ved min yngre søsters bryllupsreception, midt i den klistrede duft af vaniljeborddekorationer og den dæmpede, sofistikerede sang fra et Sinatra-coverband.
Jeg sad ved familiebordet og var kvalt i en kraftigt struktureret, salviegrøn brudepigekjole – en farve, der bevidst var valgt af min mor, Diane, fordi den "ikke trak fokus." På den anden side af rummet holdt Diane hof. Hun var svøbt i en elfenbensfarvet silkejakke – en nuance lige akkurat farlig nok til at kunne konkurrere med brudens hvide, men alligevel plausibel nok til at benægte enhver ondsindet hensigt. Hun trivedes i det grænsende rum af plausibel benægtelse.
I det meste af to timer havde hun vist min søster, Brooke, rundt som et nypoleret trofæ. Jeg sad stille og skubbede et stykke tør kylling rundt på min porcelænstallerken og udførte den rolle, jeg havde fået tildelt siden barndommen: den stabile, ubemærkelsesværdige baggrund for min søsters strålende potentiale.
Så lænede min tante Patricia – Dianes yngre søster – sig mod mig. Patricia var fire glas champagne dyb, hendes bevægelser løse, hendes øjne omkranset af en usædvanlig, vandig rød farve. Hun greb fat i mit håndled under bordet, hendes negle bed sig fast i min hud.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
