Jeg vågnede op til lugten af antiseptisk middel og den sterile summen fra en hjertemonitor, men det mest skræmmende i rummet var manden, der holdt min hånd.
Han sad der, lyset fra Seattle General-gangen kastede et helligt skær over ham. For alle andre var han et portræt af en sørgende, skrækslagen ægtemand. Hans øjne var rødkantede, hans hår let ujævnt, og hans stemme var en rasende hvisken af hengivenhed. Men jeg kendte sandheden. Jeg vidste, at den hånd, der lige nu strøg mine knoer, var den samme, der for blot få timer siden havde været viklet om min hals.
"Bliv hos mig, Sarah," mumlede han, hans stemme var tyk af en præstation så poleret, at den ville have vundet en Oscar. "Lægerne sagde, at du havde haft et forfærdeligt fald. Jeg troede, jeg havde mistet dig."
Et fald. Det var manuskriptet. Trappen. Trægulvet. Den klodsede kone.
Jeg prøvede at tale, men den metalliske smag af blod var stadig tyk i min mund, og min kæbe føltes, som om den var blevet lukket med ståltråd af smerte. Mit venstre øje var en hævet hule af mørke. Hvert åndedrag jeg tog var en ujævn påmindelse om de tre ribben, han havde knust. Jeg kiggede på loftet, på de flimrende fluorescerende fliser og følte en velkendt, visceral kulde. Dette var mit liv. Dette var det fængsel, jeg havde bygget ud af "Det gør jeg" og "Jeg er ked af det."
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
