Det er næsten midnat. Forsinkede busser i Curitiba er risikable, og hasardspil er kun for dem, der har råd til at tabe.
Du tager din telefon. "Jeg ringer til en chauffør." Hans blik bliver hårdere. "Jeg sætter mig ikke ind i min chefs bil."
Ordene er bløde, men grænsen er klar. Du skændes ikke, idet du anerkender denne frygt, der har respekteret grænser siden en meget ung alder.
"Okay," siger du. "Sikkerhedsvagterne vil eskortere dig til terminalen. En bil vil køre dig derhen. Du behøver ikke at tale."
Renata ser dig ind i øjnene et øjeblik og nikker så let. Dette er ikke taknemmelighed.
Det er accept, som en person, der tager imod et reb, når de allerede er ved at drukne.
Da døren lukker sig bag dig, sætter du dig ned og stirrer på læderet på din stol, som om det er blevet afsløret. Du fortsætter.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
