Kapitel 1: Sammenstødet og tomrummet
Blodet på mit ærme var tørret ind i form af et rustent kontinent, da mine rystende fingre formåede at trække transmissionen.
Mit navn er Lauren Pierce. Jeg lå på en stiv båre i Traumeværelse 4 på St. Vincent’s Hospital i Indianapolis med et tyndt, sterilt lagen trukket over mine ben for at afværge de voldsomme kuldegysninger, der ramte min krop. Ved siden af mig, under summen af et varmende tæppe, sov min seksårige søn, Oliver.
Et voldsomt, violet blåt mærke blomstrede allerede hen over hans smalle kæbelinje, et brutalt aftryk efterladt af sikkerhedsselen, der havde reddet hans liv. Hver gang hans bryst hivede sig i hans medicinerede søvn, klemte en kold skruestik sig fast om mine lunger. Adrenalinen var for længst metaboliseret og efterlod en dyb, smertende sårbarhed.
Bare få timer tidligere var vores virkelighed blevet voldsomt suspenderet. Vi kørte ned ad I-70, morgenluften sprød og grå, da en tung pickup truck tabte en desperat brydekamp med en plet sort is. Det to-tons tunge missil susede hen over banerne og ødelagde passagersiden af min sedan. Den kinetiske kraft havde smækket os ind i stålautoværnet med en øredøvende, metallisk knasen, der lød som verdens undergang.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
