Den ramponerede, ridsede Zippo-lighter rystede i mine hænder, før jeg overhovedet prøvede at åbne den.
Ikke på grund af den bidende kulde, selvom bjergluften fra Blackwood Cabin allerede havde sat sig i mine gigtben som en personlig fornærmelse. Heller ikke på grund af den rå, kvælende sorg. Min søn, Gabriel, var blevet dræbt i kamp for tre uger siden i en støvet, unavngiven dal halvvejs på den anden side af jorden. Hans flagklædte kiste var allerede i jorden. Sorgen var en levende, åndedrætende enhed i rummet med mig, pressede sig ind i mine ribben og kravlede ind under min hud med hvert iskolde åndedrag.
Mine hænder rystede, fordi jeg lige havde mærket noget bevæge sig inde i lighterens metalhus.
Da militærets ulykkesofficerer kom til døren, afleverede de Gabriels personlige ejendele. Min svigerdatter, Camilla, havde grådigt snuppet kuverten med hans vielsesring og hans ur. Men hun havde smidt de blodbesudlede hundetegn og denne billige, anløbne Zippo på køkkenbordet med et udtryk af ren afsky. "Behold skrammelet, Maria," havde hun fnyset, før hun vendte sig tilbage mod det lokale nyhedshold, hun havde inviteret ind i huset for at filme hende spille den tragiske, grædende militærenke.
Mindre end 48 timer efter begravelsen havde Camilla pakket mit tøj i affaldsposer. Hun stod i den store foyer på Sterling Estate - det hus, Gabriel købte til os - iført en perfekt skræddersyet sort kjole og tørrede ikke-eksisterende tårer væk for kameraerne. Hun fortalte journalisterne, at huset rummede "for mange smertefulde minder om hendes helt", og at hun solgte det for at starte en velgørenhedsorganisation.
Så, da kameraerne var væk, pegede hun mig mod denne ødelagte, off-grid bjerghytte uden rindende vand. "Forsvind ud af mit hus, din ubrugelige gamle kvinde," havde hun hvisket giftigt. "Gå og rådn op i skoven. Jeg ejer alt nu."
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
