Emma var allerede gået i seng, men hendes flagrende øjenlåg antydede, at søvnen stadig var langt væk. Javier stod ved siden af hende med sin hånd på hendes kolde pande. Mens hun så lysene gløde som et magisk skjold, følte han en storm samle sig i brystet.
Hvordan kunne Lorena gøre sådan noget? Hvordan kunne nogen lade et barn være alene, i mørket, bange, gemt i et skab? Tankerne brændte i ham.
"Far, du går ikke længere, vel?" spurgte Emma med den blødeste stemme.
Javier tog hendes lille hånd i sin.
"Nej. Jeg lader dig ikke være alene et øjeblik mere. Jeg lover."
Pigen sukkede, et kort, ujævnt åndedrag. Pludselig gik der noget op for hende; hendes øjne blev store, og hendes stemme blev til en hvisken, som om nogen lyttede fra den anden side af væggen:
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
