"Kom her nu!" råbte manden, næsten skrigende. "Er du ligeglad med, hvad der sker med din egen datter? Jeg er træt af at være alene med hende!"

— Misha, rolig. Se på bleen, måske gnider den. Jeg er der om en time.

— Nej! Kom med det samme! — råbte Mikhail, næsten skrigende. — Eller er du ligeglad med, hvad der sker med din egen datter?

— Okay, jeg er der ti minutter tidligere.

— Elena, du… — opkaldet sluttede. Hun lagde på.

Elena vendte tilbage til bordet, men hendes humør var ødelagt. Hendes venner omringede hende ængsteligt.

— Hvad skete der? — spurgte Olga ængsteligt.

— Åh, Julia græder, og Misha kan ikke berolige hende. Han siger, han er syg.

— Herregud, men han er en mand! — afbrød Tatiana. — Først gik min Igor også i panik. Han troede, at barnet ville bryde sammen ved den mindste berøring.

— Og min mand forstår stadig ikke, hvorfor vores datter græder, — lo Marina. — Jeg ringer til jer for noget.

— Piger, skal jeg gå? — Elena tøvede.

— Det er første gang i tre måneder, at I er flyttet hjemmefra! — sagde Olga bestemt. — En time er nok. Lad ham lære at være far.

Elena prøvede at vende tilbage til samtalen, da Mikhail brasede ind i caféen med den grædende Julia i armene.

— Her er hun! — råbte hun tværs over rummet. — Årets Mor! Mens hendes datter er døende, morer hun sig her!

Al samtale stoppede. Gæsterne så på, og Elena rødmede.

— Misha, hvad laver du? — sagde hun sagte.

— Jeg gør, hvad jeg burde have gjort for en time siden! — Mikhail vuggede det grædende barn med overdreven legesyge. — Jeg bragte den døende pige til hendes uansvarlige mor!

— Stop dette cirkus, — sagde Olga og rejste sig. — Det er upassende, og jeg vil minde dig om, at det også er din datter.

— Tal ikke til mig! — svarede han skarpt. — Du tog Julia. Se — og pegede med fingeren mod pigens våde øjne.

— Unge mand, pas på — sagde en gammel mand fra nabobordet. — Folk spiser middag her.

— Det kommer dig ikke ved! — knurrede Mikhail. — Min kone lod vores syge søn være alene!

— Misha, tak — Elena rejste sig og tog sin datter i sine arme. Julia faldt næsten øjeblikkeligt til ro i sine arme.

— Olya, jeg er ked af det — sagde hun til sin veninde. — Jeg er nødt til at gå.

— Selvfølgelig! — Mikhail smilede ondskabsfuldt. — Du husker endelig dine moderlige pligter!

For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.