Del 1: Spøgelset klokken 3
Stormen kom ikke med en advarsel; den ramte simpelthen huset som et fysisk slag. Vinden hylede gennem Douglas-granerne, der omgav mit isolerede sommerhus, og regnen piskede mod vinduerne i grå voldsomme lag.
Klokken 3:00 tilhører verden spøgelserne og de skyldige. Jeg var selvfølgelig vågen. Jeg er altid vågen klokken 3:00. Det er en gammel vane, et ar efterladt fra et liv, jeg begravede for tredive år siden. Jeg sad i min lænestol og strikkede et tørklæde, der allerede var for langt, og lyttede til tordenens rytme. For omverdenen var jeg Martha Vance: 72 år gammel, enke, en elsker af hortensiaer og en kvinde, hvis hænder rystede let, når hun hældte te op.
Så kom banken.
Det var ikke en nabos høflige banken. Det var en hektisk, desperat banken, der rystede hoveddøren i dens ramme.
Jeg frøs ikke. Jeg gispede ikke. Mine hænder holdt op med at strikke. Den lette rysten, som jeg havde foregivet at være til gavn for mine læger, forsvandt øjeblikkeligt. Jeg lagde nålene på sidebordet ved siden af billedet af min afdøde mand og rejste mig. Mine bevægelser var flydende, lydløse og præcise.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
