Det var lidt over to måneder siden skilsmissen. Udadtil syntes livet at gå videre: arbejde, ansvar, velkendte ansigter, de samme veje. Men indeni var der en tomhed. Ingen smerte, ingen vrede – kun en stilhed, der nogle gange føltes mere trykkende end noget skænderi.
Vi skiltes fredeligt. Ingen råben, ingen skandale. Hun pakkede sine ting, kiggede på mig og sagde, at det var det bedste. Jeg var enig. Jeg troede, at tiden ville ordne alt.
Den dag kom jeg på hospitalet for at besøge en veninde. En typisk hospitalsgang: duften af medicin, dæmpede stemmer, mennesker med trætte øjne. Jeg gik, kiggede ned, fortabt i tanker, og pludselig følte jeg, at jeg ramte en mur.
Hun stod foran mig. Min ekskone.
Hun lignede slet ikke, hvad jeg huskede. Tynd, bleg, i en sweater, der var for stor til hende. Hendes hår var et tilfældigt mønster, og der var mørke rande under øjnene. Hun var ikke længere den selvsikre kvinde, der engang var gået derfra med hovedet højt.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
