Kapitel 1: Vægten af glas og stilhed
Den tunge, håndskårne trædør til vores ejendom i Santa Fe stod foran mig som porten til en fæstning, jeg ikke længere havde kræfter til at belejre. Jeg lænede min pande mod den ru, solbagte stuk, mine rystende hænder krøllede instinktivt rundt om min lemlæstede mave. Mit navn er Alana. Jeg var 21 år gammel, og i det pinefulde øjeblik føltes det blot at eksistere som en voldelig handling. Hvert hakkende åndedrag, jeg trak ned i mine lunger, føltes som om et savtakket blad trak hen over mine ribben.
Jeg var lige blevet udskrevet fra en steril hospitalsafdeling efter en katastrofal akut operation. Jeg var fysisk udhulet, samlet igen med kirurgiske hæfteklammer og opløst tråd. Og alligevel, da den massive hoveddør endelig svingede indad, stønnende på sine jernhængsler, tilbød ansigtet, der mødte mig, ingen redning.
Min storesøster, Vera, stod i tærsklen. Hun gispede ikke ved min sygelige, gennemskinnelige hud. Hun bemærkede ikke de tykke, hvide medicinske forbindinger, der synligt bulede ud under det tynde stof i min overdimensionerede sweatshirt. I stedet gled hendes mørke øjne hen over min rystende krop med absolut, ufiltreret foragt.
"Har du nogen idé om, hvad klokken er?" snerrede hun, hendes stemme bar den skarpe, skurrende kadence af en forkælet aristokrat, der henvender sig til en pjækkende stuepige. "Hold op med at læne dig op ad væggen som en dramatisk syge, og kom indenfor. Du skal lave aftensmad. Nu."
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
