Julián trækker på skuldrene, utilpas. "De fortalte mig, at jeg skar mig selv," siger han, som om han gentager en historie, han aldrig troede på. "På en festival. Noget med ... en knust glasflaske. Jeg kan ikke huske det. Jeg kan bare huske, at jeg græd. Og en kvinde, der skreg."
Rosauras knæ svækkes.
En kvinde, der skriger.
Du ser hende gribe fat i bordkanten, som om det er det eneste, der holder hende oprejst.
Fordi det er i det øjeblik, fortiden rækker gennem tiden og griber hende om håndleddet.
Hun husker, at Emilios lille hånd gled fri. Hun husker, at mængden slugte ham. Hun husker, at hun skubbede sig gennem kroppe og skreg hans navn, indtil hendes stemme blev til blod. Hun husker, at en flaske gik i stykker et sted, et skarpt lysglimt, og så ... intet andet end panik.
Du ser Rosauras øjne fyldes med tårer, hun nægter at lade falde.
Julián bemærker hendes reaktion og rynker panden.
"Rosaura," siger han med forsigtig stemme, "har du det godt?"
Hun nikker for hurtigt. "Sí," lyver hun. "Det er bare ... arret. Det er ..."
Hun kan ikke sige det.
Hvis hun siger det, vil hun knuses.
Så hun gør, hvad en mor, der er blevet skuffet af håb, gør.
Hun undersøger.
Ikke med drama.
Med stille, ubarmhjertig præcision.
Den aften, efter Julián er gået i seng, ser man Rosaura sidde ved køkkenbordet med en kop kaffe, hun ikke drikker. Hun trækker en gammel skotøjsæske frem af sin taske, tapet og slidt, som om den er blevet åbnet tusind gange og stadig aldrig har givet hende det, hun ønskede sig.
Indeni er avisudklip, falmede fotos, en barnesok og et lille lamineret kort med et sagsnummer fra politiet.
Hendes fingre tegner Emilios navn.
Man kan næsten høre hende tænke: Ikke igen.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
