Jeg bankede på.
"Kom ind!" sagde en tynd, skrøbelig stemme.
Det var koldere indenfor end udenfor. Det var det første, jeg følte. Det andet var stilheden. Der var intet tv, ingen radio, kun en lampe, der brummede i et hjørne, og hans ujævne vejrtrækning brød stilheden.
Han sad pakket ind i tæpper i en lænestol, der så ældre ud end mig.
Da han så pizzaæsken, lyste hans øjne op. Ikke som en, der ser mad.
Som en, der ser en gave.
"Jeg prøver ikke at tænde for varmen før december," sagde han undskyldende.
"Jeg er nødt til at spare op til min hjertemedicin."
Han rakte mig plastikposen.
"Jeg talte den to gange," tilføjede han stille. "For det meste lille. Og et par skillinger fra under sofaen."
Jeg tog den ikke.
Mit blik gled mod køkkenet.
Køleskabslågen var ikke lukket ordentligt.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
