— Bedstemor!
Galina Ivanovna havde allerede krydset tærsklen, havde allerede taget sin frakke af, havde allerede trykket et kys på toppen af sit barnebarns hoved. Og Oksana så på hende og følte alt stramme sig indeni.
Seks år. Hun havde udholdt denne "inspektion" i seks år.
— Jeg bliver ikke længe, — sagde Galina Ivanovna og kiggede sig omkring i gangen. — Jeg tjekker lige til børnene, og så går jeg.
Men skæbnen bestemte noget andet.
Det skete to timer senere. Galina Ivanovna gik ud på verandaen — hun røg ikke foran børnene, og Oksana respekterede det — og bemærkede ikke de isglatte trin. Oksana hørte et skrig og et dumpt fald. Da hun løb ud, sad hendes svigermor på gulvet, kridhvid, og holdt hendes ben.
— Rør dig ikke, — Oksana skyndte sig hen. — Jeg ringer efter en ambulance med det samme.
De næste fire timer gik: hospital, røntgenbillede, kø på traumatologisk afdeling, lugt af medicin. Brækket ankel. Ikke kompliceret, men seks uger i gips er ingen joke.
— Han skal ingen steder, — sagde den unge læge, mens han udfyldte journalen. — Mindst en uge med streng sengeleje. Så krykker. Man kan ikke tage tog med sådan en gips.
Oksana nikkede tavst.
De talte ikke sammen i bilen på vej hjem. Galina Ivanovna stirrede ud af vinduet og drejede nervøst ringen på sin finger. Oksana kørte, og alt, hvad hun kunne tænke på, var, at ferien var ødelagt for altid.
Syv dage. De skulle være under ét tag i mindst syv dage. Uden Kostyantin. To. Nå, fire, hvis man tæller børnene med. Men børn tæller ikke med, når det kommer til stille, hjemmefjendtligheder.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
