"Han er et gadebarn, hr. Han ved, hvordan man opdigter historier for at få opmærksomhed."
Julian kiggede drengen op og ned. Hans ansigt var beskidt, hans tøj var gennemblødt, hans øjne for alvorlige til hans alder.
"Hvordan ved du, hvem jeg er?" spurgte han.
"Alle ved det," svarede Mateo med dirrende stemme. "Men hvis han går derind, vil der ske ham noget meget alvorligt."
En tung stilhed faldt. Så sukkede forretningsmanden træt.
"Få ham ud herfra," beordrede han chaufføren.
"Nej, tak!" råbte Mateo og kæmpede. "Jeg fortæller sandheden! Kom venligst ikke ind, hr.!"
Porten åbnede sig. Bilen kørte afsted, og porten lukkede sig bag ham med en skarp lyd, der gav genlyd i drengens bryst. Mateo faldt på knæ i mudderet, gennemblødt, og så bilen forsvinde ind i træerne.
"Det er det," tænkte hun med en klump i halsen. "Jeg gjorde, hvad jeg kunne."
Lysene i palæet tændte af sig selv, da Julian tog sin frakke af. Alt var fint, uberørt, som altid. Der hang dog en mærkelig lugt i luften, sød og kunstig.
Han rynkede panden.
"Den lugt ..." mumlede han og fulgte stien til garagen.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
