I det øjeblik jeg trådte ind ad lejlighedsdøren, omsluttede den velkendte duft af lavendel og friskbrygget kaffe mig. Det var som at træde tilbage i tiden. Hver eneste detalje – stakkene af bøger, det antikke tæppe, de lyseblå gardiner – genlød som et stille ekko af det liv, vi delte.
Så så jeg hende.
På stuevæggen, over den lille fløjlsofa, hang et indrammet fotografi. Billedet indeni trak mig til dette sted.
Et barn. En dreng med brune øjne, mørkt hår og et blidt smil. Han må have været fire år gammel, ikke ældre. Althea, der omfavnede hende, smilede ind i kameraet, et glimt i øjnene, jeg ikke havde set i over fem år.
Men det var ikke selve billedet, der tog vejret fra mig. Det var den subtile, slående detalje: denne dreng… havde mit smil.
"Hvem er der?" spurgte jeg med snøret hals.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
