Ana María følte junikulden bide sig fast i knoglerne, men det var ikke vejret, der generede hende, men den stille frygt for ikke at vide, hvordan hun skulle komme videre. Hun var 23 år gammel, og hun knugede sig til brystet og vuggede Isabela, sin fem måneder gamle datter, svøbt i et slidt tæppe, der allerede havde oplevet alt for mange svære nætter. Bussen, der skulle have kørt hende til jobsamtalen, var ikke ankommet endnu. En time. To. Busstoppestedet lå på en afsidesliggende vejstrækning, en hvor vinden blæste højere, fordi intet holdt den tilbage, og biler kørte forbi uden et blik.
"Alt skal nok gå, min skat," hviskede Ana og kyssede babyens varme pande. Hun sov, uvidende om regningerne, skammen ved at bede om hjælp og de meningsløse telefonopkald. Ana tilbragte uger med at hoppe fra ly til ly, taknemmelig for en seng for én nat og spekulerede på, om det var alt, hvad livet havde at byde på.
Så hørte hun et støn, næsten et suk, som om træbænken klagede. Ana vendte hovedet og indså noget, hun ikke havde bemærket før: hun var ikke alene.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
