Så pakkede jeg kufferten. Den var lille, gammel, men pålidelig.
Pas, lidt kontanter, dokumenter, fotografier – dem der ikke var falmet endnu.
Jeg lagde også øreringe væk. Ikke for at sælge dem, men for at huske: Jeg har styrken til at vælge.
Samme aften købte jeg billetten. Ikke til Tyrkiet. Men til den anden side – til et sted jeg aldrig havde været før, hvor ingen kendte mit navn.
Om morgenen ringede Katya til mig. Muntert, larmende, i fuld ferieånd.
– Nino, fortæl mig hvor du solgte øreringe? Det ville være rart at vide det, så vi kan købe dem tilbage senere…
– Bare rolig, – svarede jeg roligt. – Jeg har ordnet alt.
Hun lo, uden at forstå, hvad mine ord betød.
—
### **Kapitel 2. Lufthavnen**
Lufthavnen duftede af kaffe og nye begyndelser. Folk skyndte sig, krammede hinanden, sagde farvel, grinede.
Jeg gik langsomt med billetten i hånden, og for første gang i årevis følte jeg en lettelse.
Skærmen viste: Bangkok. Boarding er begyndt.
Nej, jeg drømte ikke om den thailandske strand. Den var bare langt væk. Langt nok væk til, at de ikke ville finde mig.
Min telefon ringede. Ljósa.
– Hej, mor! Vi ville bare spørge… Glemte du ikke at tage Misha med i svømmehallen? Katya er bekymret.
Jeg forblev tavs. Stemmer summede omkring mig, flyafgange blev annonceret, nogen grinede.
"Mor? Kan du høre mig?"
"Jeg kan høre dig," sagde jeg roligt. "Men fra nu af vil Katyas mor tage sig af Misha. Jeg bad hende om det."
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
