"Fremragende valg," sagde jeg og nikkede, mens jeg lagde dem på tallerkenen. Jeg så hans øjne følge hver eneste bevægelse jeg gjorde.
"Tak," mumlede han. "Du er meget venlig!"
Mens han spiste, pakkede jeg en brun papirpose med ekstra rundstykker og den sidste sandwich, jeg havde planlagt at tage med hjem. Jeg lavede mig en kaffe, mens Marco spiste. Han nippede til den og tyggede langsomt, som om han prøvede at holde den inde.
Da jeg rakte ham posen, lyste hele hans ansigt op.
"Er du sikker? Wow... Tak, frue. Det hjalp mig meget."
"Hvor er din mor, skat? Har du et sted at bo? Kan jeg give dig et lift?"
Marcos ansigt ændrede sig med det samme. Han greb fat i tasken, og panik glimtede i hans øjne.
Så var han ude af døren, før jeg kunne sige mere.
Og pludselig blev bageriet stille igen.
Jeg stod der længe og spekulerede på, om jeg skulle ringe til nogen – måske politiet, måske de sociale myndigheder – men noget sagde mig, at det kun ville skræmme ham væk.
Og jeg kunne simpelthen ikke lade det ske.
Næste aften, lige før lukketid, ringede klokken igen.
Jeg kiggede op fra at arrangere servietter og så ham.
Marco stod i døråbningen og knugede den samme papirpose, som han havde holdt aftenen før. Hans hår var fugtigt, og hans skuldre virkede endnu mindre, foroverbøjede mod kulden. Han havde ikke en frakke på, bare den samme tynde jakke.
"Jeg beder dig," sagde han hurtigt, før jeg kunne sige noget. "Ring ikke til politiet. Kan jeg stole på dig?"
Ordene væltede pludselig ud af hans mund, som om han havde holdt dem tilbage, siden han tog afsted i går. Hans stemme dirrede af det sidste spørgsmål, og jeg følte mit hjerte hamre.
"Ja," sagde jeg stille. "Du kan stole på mig. Jeg lover."
Marco virkede ikke overbevist.
"Men hvorfor vil du ikke have, at jeg ringer til nogen?" spurgte jeg, denne gang.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
