"Mor!" Misha begyndte at gå mod døren, men jeg stoppede ham.
Toget bevægede sig. Kvindens silhuet blev mindre og mindre, indtil hun forsvandt i mørket.
På en eller anden måde fandt vi en plads på en bænk. Barnet puttede sig ind til mig og snusede til mit ærme. Kufferten gled af min skulder – den var tung. Hvad var derinde, mursten?
"Tante, kommer mor?"
"Hun kommer, min kære." "Hun kommer helt sikkert."
De andre passagerer kiggede nysgerrigt på os. En ung kvinde, et ukendt barn og en gammel kuffert: ærligt talt var det et ret mærkeligt syn.
Hele rejsen blev jeg ved med at tænke: Hvilket vanvid er det her? En joke? Men hvilken joke? Barnet var fuldstændig ægte, varmt og duftede af babyshampoo og småkager.
Da vi ankom, var Peter i gang med at hugge brænde i haven. Da han så mig med babyen, frøs han til med træstammen i armene.
"Masha, hvor kommer du fra?"
"Ikke hvor ... fra hvem. Det er Misha."
Jeg fortalte ham alt, mens jeg lavede semuljegryn til babyen. Min mand lyttede, rynkede panden og gned sig på næseryggen – et sikkert tegn på, at han tænkte sig grundigt om.
"Vi er nødt til at ringe til politiet. Med det samme!"
"Pjotr, hvilket politi? Hvad skal jeg fortælle dem?" At de på politistationen gav mig babyen som en forladt hvalp?"
"Så hvad foreslår du?"
Misha slugte grøden og dryppede den ud over hele hagen. Han var meget sulten, men han prøvede at spise forsigtigt og holdt skeen korrekt. Et velopdragent barn.
"Lad os i det mindste se, hvad der er i kufferten," sagde jeg og nikkede.
Vi satte Misha ned foran fjernsynet og sagde: "Nu, pogodi!" Kufferten åbnede med et klik…
Kuffert åbnede med et højt klik.
Peter og jeg lænede os frem samtidig. Indeni var der intet tøj, som jeg havde forventet, men bunker af pengesedler, pænt arrangeret og holdt sammen med elastikker. Nye pengesedler. For nye. Nedenunder en tyk kuvert, et udenlandsk pas, en sort notesbog og en lille bamse med et øre syet på.
Jeg tog et skridt tilbage.
"Åh Gud…" mumlede jeg.
"Hvor mange?" spurgte Peter med et blegt ansigt.
Han tog bunken af pengesedler og begyndte hurtigt tæller.
"Der er…" Han slugte. Over en million af dem.
Ordet landede i køkkenet som et økseslag. Brænde knitrede i komfuret. På tv'et fløjtede en ulv, der jagtede en kanin.
"Det er umuligt," sagde jeg. "Det er en fælde."
Peter lukkede kufferten.
"Vi ringer til politiet." "Nu."
I samme øjeblik brød Misha ud i latter foran skærmen. Hans latter var ren, selvsikker, som om verden aldrig havde været farlig.
Jeg lagde min hånd på låget.
"Vent."
"Masha, det her er vanvittigt."
"Hvad nu hvis..." Jeg ledte efter ord. "Hvad nu hvis denne kvinde løber fra noget?"
Peter stirrede på mig et langt øjeblik.
"Man beholder ikke et hittebarn for beskidte penge."
Jeg nikkede. Han havde ret. Men da jeg åbnede kuverten, begyndte mit hjerte at slå hurtigere.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
