Sebastián stod stille et øjeblik, holdt Valentina i sine arme og stirrede ind i væggen, som om han lige havde stirret døden i øjnene.
"Far ... jeg vil sove ..." hviskede pigen.
"Nej, skat, sov ikke. Bliv hos mig. Hører du mig? Bliv!" — tryglede han.
Men hendes øjenlåg blev tungere. Giften overtog hendes krop.
Sebastián begyndte at løbe mod byen, allerede håbløs, med en fortvivlelse der greb fat i hans hals. To kilometer. I hans alder. Med brændende lunger og knæ der gav efter.
Mens han løb, bad han med rystende stemme:
"Gud ... hvis du eksisterer ... hvis du ser mig ... hjælp mig. Ikke for mig ... for hende. Hun fortjener ikke at dø på grund af min fattigdom ... vær sød ..."
Omkring fem hundrede meter fra centrum gav hans krop op. Han faldt på knæ på den støvede vej og forsøgte at forhindre Valentina i at falde.
Pigen græd ikke længere. Hun var bleg, kold og trak vejret tungt.
Sebastián holdt hende ind til sit bryst, som om han kunne give hende sin egen ånde.
"Nej ... nej ... ikke igen ..." hviskede han.
Fordi livet allerede havde taget alt fra ham.
Og så, lige da hans verden gentog sig som et mareridt, skete der noget, han aldrig havde forventet. Fordi nogle gange kommer svaret på bøn ikke fra himlen i form af et mirakuløst tegn – men som en tilfældighed så perfekt, at den ophører med at være en tilfældighed.
I det fjerne, omkring et sving på vejen, dukkede der lys op.
En bil kørte langs en sidevej, sjældent kørt. Forlygterne nærmede sig, sænkede farten og stoppede ved siden af Sebastián.
En mand steg ud. Da han så barnet i sine arme, stillede han ikke spørgsmål. Han hjalp dem straks ind i bilen og kørte mod hospitalet.
Valentina ankom til tiden. Lægerne gav dem serum. Pigen overlevede.
For Sebastián var der ingen tvivl – den nat, da en mand lukkede døren, åbnede Gud en anden.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
