Hænderne var klare.
Korte fingre. En krum lillefinger, der krøllede sig let indad. Jeg havde set dem tusind gange før, mens de holdt kaffekrus, greb fat i rattet og bankede utålmodigt på køkkenbordet.
De tilhørte Daniel.
Jeg sad på Aarons kontor og gispede efter vejret, mens optagelserne blev afspillet igen og igen.
Tidsstemplet viste det tydeligt – tre dage før ulykken. Samme aften havde Daniel insisteret på at låne min bil, fordi motorlampen lyste.
Jeg huskede skænderiet.
"Du behøver ikke at køre i morgen," sagde han. "Jeg kan køre drengene i skole."
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
