Og svaret kom med et uventet telefonopkald.
Et opkald fra netop den fjende, vi ville afsløre.
Men det var ikke Valerie i starten.
Det var et ukendt nummer – en ukendt stemme – der påstod at være en af Hajens folk.
Opkaldet kom sent en aften, lige efter jeg havde lagt Leo til at sove efter endnu en lang dag på hospitalet.
Min mave snørede sig sammen.
Jeg kiggede på Carol, der læste i hjørnet.
Hun kiggede op, årvågen.
Jeg tog en dyb indånding, svarede og satte den på højttaler.
“Hej.”
Stemmen i den anden ende var ikke Michaels.
Det var ikke en bølle.
Det var Valerie.
Den samme klare, svage, rystende stemme, som jeg havde hørt på Michaels gamle optagelser.
“Er det Emily?”
Jeg frøs.
Carol kneb øjnene sammen og kiggede på telefonen.
Hvorfor ringede Valerie til mig?
“Det er det,” sagde jeg med kold stemme. “Hvad vil du?”
Stilhed.
Så hørte jeg hulken.
“Fru Emily, vær sød at redde Michael,” hviskede Valerie. “Jeg beder dig. Red ham.”
Jeg fnøs.
“Du fik ham ind i det her, og nu beder du mig om at redde ham? Hvem er denne handling til for?”
„Det er ikke sådan,“ udbrød hun. „Jeg sværger, jeg blev også narret. De – de er ikke mit folk. Jeg var bare en brik. De siger, at hvis de ikke får de tre hundrede tusind i aften, så vil de… de vil skære en af Michaels fingre af.“
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
