Ingen.
Umulig.
Hun var hans mor.
Hvordan kunne hun vide, at hendes søn ville gøre noget så forfærdeligt og ikke stoppe ham?
Eller var hun en del af det?
Den tanke fik mig til at gyse, men jeg skubbede den væk.
Det medlidende blik, hun havde givet mig, da Michael råbte – det var ikke en medskyldigs blik.
Det var blikket fra en mor, en bedstemor, der bar på en ubeskrivelig sorg.
Så hvad var denne sorte boks?
Og hvorfor blev det installeret så hemmeligt?
Den røde prik blinkede rytmisk, som et øje, der i stilhed iagttog og optog tragedien, der udfoldede sig i dette hus.
Svimmelhed tvang mig til at læne mig op ad væggen.
Sult og Leos feber tappede mine sidste kræfter.
Jeg kunne ikke blive ved med at gætte.
Jeg var nødt til at gøre noget.
Jeg kiggede på min søn i sofaen, der trak vejret svagt.
Jeg havde ingen muligheder tilbage.
Jeg gik tilbage til vinduet og greb golfkøllen.
Denne gang sigtede jeg ikke mod tremmerne.
Jeg sigtede mod glasset.
Krak.
Glasskår eksploderede ind i rummet.
Skår fløj overalt.
Jeg var ligeglad.
Jeg havde brug for støj – støj høj nok til at tiltrække alle.
Jeg blev ved med at smadre vinduesrammen, klubben klirrede mod metal og gav genlyd i den stille bydel.
Da jeg slog, skreg jeg:
“Hjælp! Hjælp! Er der nogen? Hjælp os!”
Jeg vidste ikke, om nogen ville høre det.
Jeg vidste bare, at dette var min sidste indsats.
Hvis dette mislykkedes, ville min søn og jeg måske ikke overleve.
Jeg svingede, indtil golfkøllen næsten bøjede sig.
Mine hænder blødte.
Og så, da jeg sank på randen af sammenbrud, hørte jeg en lyd i det fjerne.
Ikke vind.
Ikke regn.
En sirene – der kommer nærmere.
Men hvis?
En ambulance?
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
