Så holdt hun op med at synge.
Og så blev hun stille, hver gang min mand, Daniel, sagde, at han ville give hende et bad, så jeg "endelig kunne få lidt hvile".
Først var jeg taknemmelig.
Vi boede i et trangt toetagers hus i udkanten af Columbus, Ohio, og vores aftener var altid støjende: opvask, tegnefilm, tøjvask, arbejdsmails, som jeg egentlig ikke burde have svaret på klokken 20.
Daniel virkede altid tålmodig med Lily.
Blidelig.
Pålidelig.
Han var den slags far, som folk roste til grillfester i nabolaget.
Det var det, der gjorde forandringen så svær at forklare.
Efter badet kom Lily ud pakket ind i et håndklæde med hovedet nede og øjnene rettet mod gulvet.
Hun løb ikke længere ind i mine arme.
Hun talte ikke om, hvorvidt hun fik shampoo i øjnene, eller hvor mange legetøj der "druknede" i karret.
Hun kravlede op på sengen og vendte sig mod væggen.
"Hun har lige haft en lang dag i vuggestuen," sagde Daniel en aften med et skuldertræk.
"Hun er træt."
Jeg ville gerne tro på ham.
Men så indså jeg, at hun aldrig opførte sig sådan efter et bad med mig.
Kun bagefter.
En torsdag gik jeg op tidligere end normalt, fordi jeg havde glemt Lilys rene pyjamas.
Badeværelsesdøren var næsten lukket, men ikke låst.
Jeg hørte Daniels stemme: blød, beroligende, næsten for beroligende.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
