Du sover ikke. Hen mod midnat støder noget mod pælene under hytten, én gang, så to gange, som en båd, der bliver skubbet på plads. Du holder din kniv og står i mørket og venter på fodtrin, der aldrig kommer, indtil lyden driver væk i det sorte vand. Ved daggry gør din ryg ondt, dine øjne brænder, og din frygt er hærdet til den slags vrede, der hjælper folk med at overleve grimme ting.
Morgenen afslører, hvor tæt katastrofen faktisk er. Stormen skrællede mere af taget løs, en væg hælder indad, og termitter har forvandlet dele af gulvet til en løgn. Du bevæger dig gennem hytten med Lupita klamrende til din skjorte, tester brædder med din hæl og åbner hævede skuffer, der lugter af dødt træ og salt. I et rustent skab finder du en bulet gryde, to revnede tallerkener, en spole fiskesnøre og intet, der bare er nyttigt nok til at tælle som held.
Så giver hylden over vasken efter.
Den brager hårdt nok til at få Lupita til at skrige, og da du rykker tilbage, flytter en af de løse planker nær den fjerne væg sig under din fod. Ikke meget, bare en skrabning mod træet, men den er anderledes end resten, for ren, for velovervejet. Du knæler og lirker i sømmen med ryggen på din kniv, indtil et smalt bræt løfter sig og blotlægger et hulrum under gulvet. Indeni ligger en metalform af småkager pakket ind i voksdug, tør, som om nogen forventede vand og havde planlagt det.
Dine hænder ryster, før du overhovedet åbner den. Indeni er der to notesbøger plettet med gamle krydderier, et foldet brev med dit navn på i din fars håndskrift, en messingnøgle og en lille kassettebåndoptager forseglet i en plastikpose. I et sekund forsvinder hytten, regnen forsvinder, selv smerten i dine knæ forsvinder, for intet omorganiserer dit hjerteslag som at se håndskriften af en, du har begravet. Det føles mindre som at åbne en æske og mere som at have de døde række op gennem gulvet.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
