Ethan Calloway – drengen, hun engang i hemmelighed havde beundret, som nogle gange havde smilet til hende i gangen, men aldrig havde turdet forsvare ham, når hans venner drillede ham.
Serena huskede, hvor meget hun havde håbet på at sige noget, hvad som helst, da Madison havde smidt hendes bøger i en vandpyt i løbet af sit sidste år på gymnasiet. Men det havde Ethan ikke.
Og Serena havde lært, at det gjorde dybere ondt ikke at lytte til en, man kunne lide, end at fornærme en, man ikke kunne lide.
Nu stod Ethan der, ældre, stærkere, og så på hende, som om han var blevet revet med af en bølge af skyld.
"Serena?" hviskede han, da hun nærmede sig.
"Hej, Ethan," svarede hun roligt.
Inde i gangen – hvor væggene var dekoreret med kæmpestore, gamle skolefotos – gik Serena langsomt og tog minderne til sig.
Folk nærmede sig hende forsigtigt og gav hende komplimenter, de aldrig ville have givet i lang tid.
Nogle undskyldte. Andre lod som om, de ikke huskede deres grusomhed. Serena nikkede høfligt, men gik videre.
En stor opslagstavle stod midt i rummet.
Der, blandt de smilende klassefotos, var et billede af hende: et yngre jeg siddende på en bænk og knuget sin skitseblok.
Serena holdt en pause. Øjeblikket var mærkeligt ømt, som at se på et gammelt ar, der ikke længere gør ondt.
Hun trådte hen til Ethans side. "Serena, jeg skylder dig en undskyldning. Jeg burde have stået op for dig dengang. Jeg var en kujon."
Hun vendte sig mod ham. Drengen var oprigtig – men år for sent.
"Vi var unge," sagde han. "Alle sammen."
Madison dukkede pludselig op med et påtvungent smil på ansigtet, som om hun forsøgte at skjule sin spænding.
"Serena, du ser fantastisk ud. Vi vidste ikke, at du kom."
Serena kiggede ind i hans øjne. "Du inviterede mig.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
