Der, sammenkrøbet, med ansigtet smurt ind i støv og tårer, stod en dreng. Han kunne ikke have været mere end ti år gammel. Han havde en poloshirt på, der engang må have været designer, nu plettet med fedt og snavs.
Men det, der ramte mig mest, var synet af ham siddende i en elektrisk kørestol, en af de moderne, med batterier, der blinkede rødt. Han knugede sig om maven med begge hænder, som om selve hans sjæl værkede.
"Åh Gud, knægt," hviskede jeg og knælede instinktivt ned på hans niveau. "Hvad laver du her? Det her er farligt."
Drengen kiggede op. Hans øjne var enorme, mørke, dybe, indrammet af lange øjenvipper våde af gråd. Han stirrede rædselsslagent på mig og forsøgte at skubbe stolen tilbage, men hjulet sad fast i murbrokkerne.
"Nej ... vær sød, gør mig ikke fortræd," tryglede hun hviskende.
"Er du kommet til skade? Aldrig!" Jeg løftede mine hænder for at vise ham, at de var tomme. "Jeg er Carlos. Jeg arbejder her. Er du kommet til skade? Faldt du?"
Drengen rystede på hovedet og holdt stadig fast i maven. "Jeg er sulten, hr.," sagde han, og skammen i hans stemme knækkede mig indeni. "Meget sulten. Jeg har ikke spist siden i går."
Jeg frøs. Siden i går? Jeg kiggede på hans tøj. Selvom det var beskidt, var det tydeligvis af god kvalitet. Hans sneakers var nye. Han lignede ikke et gadebarn, men sulten i hans øjne var den samme, som jeg havde set i min landsby, da min far mistede sit job i 1980'erne. Denne form for sult kender ingen klasse.
"Vent her," sagde jeg og rejste mig hurtigt. "Rør dig ikke."
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
