Jeg sad så langt væk fra hende som fysisk muligt, henvist til den yderste ende af bordet nær køkkenets svingdøre.
Jeg var 29 år gammel. Jeg havde en simpel, underspillet marineblå bluse og bukser på. Jeg var dybt, knogletræt udmattet og havde kun fire timers søvn efter en brutal, 70 timers arbejdsuge med at styre backend-arkitekturen i den cybersikkerhedsstartup, jeg havde grundlagt for fem år siden.
Ingen ved bordet spurgte mig om min virksomhed. Ingen spurgte, om jeg var træt. Ingen spurgte, om jeg var glad.
I Vance-familiens mytologi var jeg en baggrundsperson. Den stille, lidt skuffende datter, der "prøvede computere". Familien foretrak langt den fortælling, de havde konstrueret omkring min ældre bror, David.
David sad lige til højre for Eleanor, på æressædet. Han var en regional salgschef på mellemniveau, der bar prangende designerbælter med logoer og kørte en leaset, nyere BMW. Han var højlydt, karismatisk og fuldstændig blottet for egentlig substans. Men for Eleanor var han det gyldne barn, den sande succeshistorie, den tilsyneladende arving til familiens imaginære prestige.
"Davids kvartalstal er simpelthen astronomiske," pralede Eleanor højlydt, mens hun hældte mere vin i sin brors glas. "Hans regionale direktør tryglede ham praktisk talt om ikke at tage ferie denne måned. Virksomheden kan simpelthen ikke fungere uden ham."
David smilede, hvirvlede den dyre Bordeaux i sit krystalglas, mens han lænede sig tilbage i stolen med en middelmådig mands ufortjente selvtillid. "Det er en tung byrde, mor, men nogen skal bære holdet."
Jeg tog en langsom, lydløs slurk af mit postevand.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
