Som fyrreårig er han en god, hårdtarbejdende mand, der synes at bære verdens bekymringer på sine skuldre.
Hendes datter, min datter, Lena, er femogtyve: en levende gnist af energi og ambition, der minder mig så meget om hendes mor, min egen datter, som nu bor flere stater væk.
Lena besøger mig ofte og siger, at mit hjem er "som hjemme", og mine historier er bedre end nogen café.
Den søndag morgen var køkkenet særligt lyst, og duften af varmt, smørrigt toast strømmede ind.
Lena var midt i en historie, hendes latter genlød fra det blomstrede tapet, mens hun beskrev en klodset kollega.
På den anden side af bordet sad Daniel som en stormsky over vores solrige morgenmad.
Han stirrede på sine røræg, som om han ledte efter et svar i deres gule dyb, og proppede dem rundt på tallerkenen med sin gaffel.
"Daniel, du brænder allerede huller i telefonen med dine øjne," jokede jeg stille.
"En dag vil de sidde fast i en firkant for evigt."
Han sendte et hurtigt, svagt smil, der aldrig nåede hans øjne.
Noget var ikke rigtigt.
Jeg kunne mærke det i luften, en dyb, foruroligende tone i den muntre morgensamtale.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
