Og en af hans negle så knækkede ud, som om den var blevet skadet i en kamp.
Min mave vendte sig.
Dette var ikke en "naturlig død".
Dette var ikke en fredelig bortgang.
Evan trak min hånd igen.
"Mor ... bedstefars hånd er som når jeg falder og griber fat i hegnet," hviskede hun.
"Det er som om, han prøver at holde fast."
Min hals blev tør.
Jeg trådte tilbage, mit hjerte hamrede.
"Vi går," mumlede jeg.
Men da jeg vendte mig, dukkede Marianne op foran mig i gangen, som om hun havde ventet.
"Sæt dig ned," hvæsede hun bag sit smil.
"Du skal ikke lave en scene."
Hun stod bag Lena og blokerede udgangen.
"Hvis du går nu," hviskede hun koldt, "vil folk tro, at du er skyldig."
Mit blod frøs til is.
"Skyldig ... i hvad?" spurgte jeg.
Lenas smil blev skarpere.
"Spørg din søn, hvorfor han er så interesseret i bedstefars krop."
Et øjeblik kunne jeg ikke tale.
Min søns små fingre greb fat i mine, og jeg følte hans rysten løbe ned ad min arm.
"Jeg tager Evan med hjem," sagde jeg stille, men bestemt.
Mariannes øjne lyste op.
"Nej," sagde hun sagte.
"Du bliver her til enden."
Jeg kiggede mig omkring i kapellet.
Folk så på.
Ikke åbenlyst – de undgår konflikter ved begravelser – men nok til at lade mig vide, at jeg ikke kunne lave en scene.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
