Han kiggede kort på mig, og det blik var nok. Derefter flyttede han blikket mod bordet, mod Mark og Eleonor, og til sidst mod min datter.
— Er alt i orden her? spurgte han med rolig, fast stemme.
Mark spændte tydeligt op.
— Selvfølgelig. Almindelig familiefrokost, svarede han for hurtigt.
Eleonor stivnede med gaflen i hånden. Min datter, Alina, stod ved vasken og så ud til at være bange for at vende sig om.
Viktor gik langsomt gennem køkkenet og inspicerede alt uden hast. Han bemærkede kulden i lejligheden, datterens tynde sweater, hendes rystende hænder.
Han kom tættere på.
— Alina, skal vi gå ud et øjeblik? Vi skal tale.
Han sagde det roligt, uden pres, men på en måde, så ingen turde protestere.
Alina så på sin mand. Han rynkede panden, men sagde intet. Hun nikkede, tørrede hænderne med et håndklæde og gik mod døren.
Jeg blev i køkkenet og observerede Mark og Eleonor. Deres selvtillid forsvandt langsomt. De forstod, at situationen var ude af kontrol.
Fra gaden kunne man høre dæmpede stemmer. Jeg hørte ingen ord, men så, hvordan min bror talte roligt og gav Alina mulighed for at tage beslutningen selv.
Få minutter senere åbnede døren igen.
Alina gik først ind. I hendes blik dukkede en beslutsomhed op, som jeg ikke havde set længe.
— Jeg tager af sted for en tid, sagde hun roligt. — Jeg har brug for plads. Og jeg skal tænke.
Der faldt stilhed i rummet.
Marks ansigt blev mørkt, men han kontrollerede sig. Eleonor forsøgte at blande sig:
— Alina, du overdriver. Du ved, hvordan Mark er…
Alina løftede hånden.
— Jeg har brug for dette.
Viktor nikkede.
— Alina vil bo hos mig. Hun har brug for støtte, og det vil hun få.
Jeg så på min datter og indså, at denne aften ændrede alt pårigtigt. 
