De nåede genbrugsmaskinen. Lucía satte en flaske i, derefter en anden. En mekanisk lyd lød, tallene steg langsomt. Ti flasker. Ti små chancer. Maskinen spyttede en billet ud.
25 pesos.
Lucia kiggede på ham, som om han hånede hende. 25 år. Juleaften.
Mateo greb hendes hånd med et håb, der gjorde ham ondt.
"Nu skal vi købe mad, ikke? Jeg er frygtelig sulten."
Lucía mærkede noget i sit indre. Indtil da havde hun klamret sig til verden med tænderne, men hendes søns blik, så tillidsfuldt, brød hendes modstand. Hun kunne ikke lyve for ham længere. Ikke i aften.
Hun førte ham hen til frugt- og grøntafdelingen. Æblerne skinnede røde, appelsinerne var perfekte, tomaterne lignede juveler. Der, omgivet af andre menneskers overflod, knælede hun foran ham og tog hans små hænder.
"Mateo... Mor har noget meget svært at fortælle dig."
"Hvad er der galt, mor? Hvorfor græder du?"
Lucía var ikke engang klar over, at hun græd. Tårerne flød af sig selv, som om hendes krop vidste før hende selv, at hun ikke kunne holde ud meget længere.
"Søn... tilgiv mig. I år... bliver der ingen middag."
Mateo rynkede panden, forvirret.
"Skal vi ikke spise?"
"Vi har ingen penge, skat. Vi har intet hjem. Vi sover i bilen... og mor mistede sit job."
Mateo kiggede rundt på maden omkring dem, som om verden bedragede ham.
"Men... der er mad her."
"Ja, men det er ikke vores."
Og så brast Mateo i gråd. Ikke et skrig, men det stille skrig, der brænder mere end nogen vrede. Hans smalle skuldre dirrede. Lucía krammede ham desperat, som om hun kunne klemme ham tæt og fremmane et mirakel i sine arme.
"Tilgiv mig... tilgiv mig for ikke at kunne give dig mere."
"Undskyld mig, frue."
Lucía kiggede op. Sikkerhedsvagten iagttog dem ængsteligt, som om fattigdom var en plet på gulvet.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
