Jeg tjekkede mit ur for tiende gang på tyve minutter. Klokken var 20:15. Jack skulle have været på et C-17 transportfly halvvejs over Atlanterhavets iskolde vidde lige nu. Militæret var ligeglade med folkeskolefester. Oddsene for, at han ville gå gennem de døre, var præcis nul. Jeg følte en varm, takket klump danne sig i halsen, en blanding af sorg over hende og et hjælpeløst raseri mod universet.
Det raseri blev til panik, da jeg så mængden skille sig. Chloe, Oakridges uofficielle, tyranniske "dronningbi", nærmede sig vores bord. Hun bevægede sig med et øvet spankuler, en flok lige så manicurerede, pailletbesatte piger, der slæbte sig efter hende som pilotfisk. De var ikke på vej mod dansegulvet. De fik øjnene fast på Lily. De var på vej for at jage.
Da Chloe nåede vores bord, stoppede hun ikke bare; hun invaderede vores rum. Hun lænede sig tæt på Lily, hendes øjne glimtede af en øvet, voksenlignende ondskab, der antydede, at hun kendte en frygtelig hemmelighed om den virkelige verden, en hemmelighed, hun praktisk talt vibrerede af trang til at dele.
"Er den cupcake til din imaginære ven, Lily?" fniste Chloe. Hun tonede stemmen perfekt – høj nok til, at nabobordene kunne høre den, men sød nok til at kunne benægte den på en plausibel måde, hvis en ledsager greb ind.
Jeg kiggede op. Chloes far, en venturekapitalist ved navn Richard, stod mindre end tre meter væk. Han var pakket ind i et specialfremstillet, gråt jakkesæt og scrollede tankeløst gennem sin telefon. Han hørte sin datter. Jeg vidste, at han gjorde det. Den lille spjæt i hans kæbe afslørede ham, men han sendte blot et passivt, overbærende smil til skærmen uden at korrigere ham.
Lily veg ikke tilbage. Hun holdt sine små hænder foldet i skødet. "Den er til min far," sagde hun, selvom hendes hage kun rystede en lille smule.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
