"Retten er nu hævet."
Retssalen blev stille.
En dreng, jeg troede var undvigende
Sagen var enkel.
Beviserne blev fremlagt hurtigt.
Optagelser fra sikkerhedskameraer af Ryan, der bryder ind i biler.
Vidneberetninger om ham, der lusker rundt i huse.
Og endelig, beviserne: stjålne genstande gemt under sengen.
Anklageren gennemgik alt roligt og præcist.
"Deres ærede, denne tiltalte har udvist et konsekvent mønster af kriminel adfærd. Han viser ingen anger, intet ansvar og gør grin med sit eget retssystem."
Ryan smilede og lænede sig tilbage i stolen.
"Det er fordi retfærdighed er en joke."
En mumlen af forbløffelse løb gennem rummet.
Dommerens ansigt blev hårdt.
"Hr. Cooper," sagde Whitmore strengt, "har De noget at sige, før jeg afsiger dommen?"
Ryan satte sig langsomt op og strakte sig, som om han keder sig.
Så, med alles øjne rettet mod sig, sendte han et dovent smil.
"Ja, Deres Ærede. Jeg gætter på, at jeg alligevel er tilbage her næste måned. De kan ikke gøre mig noget. Ungdomsfængsling? Tak. Det er som sommerlejr med låse."
Ordene faldt som bomber.
En rumlende hvisken fyldte retssalen.
Anklageren kneb læberne sammen, rasende.
Selv hans forsvarsadvokat dækkede hans ansigt med hænderne.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
