Hun besluttede sig for at gå udenfor og se sig omkring. Huset lå på en let forhøjning, og bag det var en skov. Fugle sang i trætoppene, og luften duftede af fugt og harpiks. "Dette er vores sted," tænkte hun. "Vi kan starte forfra her."
I et par dage brugte Alice det meste af sin tid på at passe den lille og rydde op i huset. Hun vaskede tøj, lagde puder på sengen, og i køkkenet fandt hun rester og dåsemad, som den gamle mand havde efterladt. Hver detalje fik huset til at føles mere og mere hyggeligt.
En eftermiddag, da solen langsomt gik ned, satte Alice sig ved komfuret og begyndte at skrive et kort takkebrev til den gamle mand for alt. Hun vidste ikke, om hun nogensinde ville se ham igen, men hun følte sig tvunget til at udtrykke sin taknemmelighed.
"Tak fordi du tror på os," skrev hun, mens den lille pige legede med et stykke tæppe ved siden af sig. "Takket være dig har vi en chance for at leve, ikke bare overleve."
Den aften gik Alice en kort tur i skoven, hvor hun holdt babyen i en bæresele. Raslen af blade og duften af fugt beroligede hende. For første gang i flere måneder følte hun, at livet ikke kun handlede om lidelse og frygt.
Den nat sov de begge trygt, og Alice vågnede ikke længere med få minutters mellemrum og lyttede til lydene fra gaden eller kælderen. Det var stille, fredeligt og trygt.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
