Og så stoppede Dr. Petrova brat med at bevæge plastikstaven.
Den rytmiske, susende lyd af hjerteslag fortsatte med at fylde det lille klinikrum, men varmen forsvandt fuldstændigt fra lægens ansigt. Hun stirrede på sin sekundære skærm, hendes pande rynkede sig i en stram, alvorlig knude. Hun vendte sig mod ultralydsteknikeren, der stod i hjørnet. "Kom udenfor et øjeblik, tak."
En kold, skarp og metallisk frygt snoede sig i min mave. Min puls begyndte at hamre mod min luftrør. "Er der noget galt med min baby?" sagde jeg med et blunk og greb fat i kanterne af min papirkjole.
"Nej," svarede Dr. Petrova alt for hurtigt. "Barnet er strukturelt perfekt." Hun tog aggressivt sine latexhandsker af og smed dem i beholderen med biologisk affald med et højt smæld. "Meline, jeg er nødt til at tale med dig på mit private kontor. Med det samme."
Jeg tørrede den klæbrige blå gel af min hud med voldsomt rystende hænder, bandt de tynde snore i min kittel og gik barfodet ned ad gangen.
Dr. Petrova lukkede sin tunge egetræsdør, klikkede låsen i og satte sig bag sit skrivebord. Hun foldede hænderne så tæt sammen, at hendes knoer blev blege.
"Jeg kunne nemt miste min lægelicens for det, jeg nu skal vise dig," begyndte hun med en lav, indtrængende hvisken. Hun drejede sin store computerskærm hen mod min stol. "Din mand er Garrett Mercer. Samme nødtelefonnummer. Samme bopælsadresse."
Jeg nikkede, ude af stand til at fremkalde nok ilt til at danne et ord. Mine stemmebånd havde midlertidigt forladt min krop.
"Han er også i øjeblikket opført som den primære nødkontakt i en anden patients aktive journal. En kvinde ved navn Tanya Burch. Hun er 31 år gammel. Og hun er 26 uger gravid."
Jeg stirrede på hende. Stavelserne ramte mit bryst som slyngede brosten, tunge og ujævne. "Det er matematisk umuligt."
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
