"Det er sandwich. Jeg fik dem fra bagerdamen. Hun efterlader mig altid noget efter lukketid. Du kan få halvdelen."
Isabella følte sit hjerte briste og derefter samle sig igen. En lille pige, der ikke havde noget, delte alt.
"Hvorfor gør du det her?" hviskede hun.
Lena trak på skuldrene.
"Fordi nogen engang fortalte min mor, at verden var ond. Og hun svarede, at verden er, hvad mennesker er. Så jeg prøver at være god."
Isabella dækkede ansigtet med hænderne. Tårerne flød ukontrolleret.
I tre år havde hun følt sig magtesløs. Beskidt. Usynlig. Hun lukkede munden, da hun burde have skreget. Hun lod som om, hun ikke så det, da hun burde være løbet væk.
Og nu, foran hende, stod en pige, der havde lidt et tab, der var større end hende selv – og stadig vidste, hvordan man elskede.
I det fjerne stod en mand i en mørk frakke. Han betragtede dem intenst. Ikke med vrede. Ikke med ligegyldighed. Med bekymring.
Lena vendte sig.
"Det er min værge. Han venter på mig. Han troede, jeg bare ville give min taske til damen ved busstoppestedet."
Manden trådte tættere på.
"Har du det godt?" spurgte han roligt.
Isabella ville svare "ja", som hun altid gjorde. Automatisk. Mekanisk.
Men denne gang brød noget i stykker indeni hende.
"Nej," sagde hun stille. "Det er ikke okay."
Hendes stemme dirrede, men hun løb ikke væk.
Plejepersonalet kiggede på hendes bare fødder, på hendes tynde kjole, på hendes røde øjne.
"Kom hen til bilen. Den er kold. Vi snakkes."
Isabela tøvede. Frygten var stadig rå i hende, dybt rodfæstet efter års tavshed.
Men Lena tog hendes hånd.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
